Stig Toft MadsenOverraskende valgsejr til Kongres Partiet: Et portræt af valgets tabere og vindere Da valget startede den 20. april 2004 var stemningen i BJP høj. Under sloganet ”Indien stråler” så Det Indiske Folkeparti BJP frem til en klar valgsejr. Resten af verden var begyndt at tale med respekt om den indiske økonomi. IT sektoren havde nået en omsætning på 16 milliarder dollar om året. Valutareserven var på over 100 milliarder dollar. Politisk havde Vesten i stigende grad anerkendt Indien som en stabiliserende regional faktor og en partner i kampen mod den islamiske terrorisme. Indiens og Pakistans hære beskød ikke længer hinanden, og der var indledt forhandlinger. Sanktionerne, som det internationale samfund pålagde Indien efter atomprøvesprængningerne i 1998, var afløst af militært samarbejde mellem Indien og USA. Hinduers massakre på indiske muslimer i Gujarat i 2002 var ved at gå i glemmebogen sammen med de hundreder af angreb på kristne kirker og institutioner, som havde fundet sted siden BJP kom til magten. BJP var ved at blive stueren [svensk ”rumsren”]. Hvis NDA kunne få 45% af stemmerne (blot tre-fire procent flere end ved det sidste valg) kunne alliancen komme til at sidde på mindst 330 af parlamentets 543 pladser. Da stemmerne var talt op var billedet et andet. BJP selv vandt kun 138 pladser og NDA alliancen fik tilsammen kun 189 pladser. BJPs vigtige alliance-partnere led forsmædelige nederlag. Telegu Desam opstillede i 33 kredse i Andhra Pradesh. De vandt bare 5 af dem. Desuden tabte partiet valget til den parlamentet i delstaten. For alle som så partiets leder Chandrababu Naidu som prototypen på den nye indiske politiker er resultatet en ubehagelig overraskelse. I Tamil Nadu stillede Jayalalithas parti AIADM op i 33 valgkredse. Partiet tabte dem alle, og Jayalalithaa må igen afgive magten til Karunanidhis DMK. Visse steder gik det bedre for BJP. For eksempel i Karnataka, hvor der også var valg til parlamentet i Bangalore. Her markerede BJP sig sammen med Deve Gowdas parti Janata Dal (Secular). Men som helhed var valget en katastrofe for NDA. Vajpayee erklærede da også allerede tidligt på dagen den 13. maj at han ville gå af efter seks år ved magten. Vajpayee er 79 år. Hans høje alder og svage helbred til trods blev han i valgkampagnen promoveret som lederen de næste fem år. Efter nederlaget er det sandsynligt at han må vige pladsen for L K Advani, som er lidt yngre. Mange hinduer vil se BJPs nederlag som et resultat af at Vajpayee har været for kompromissøgende. For dem vil Advani muligvis komme til at stå som hinduismens garant i de kommende år. Nederlagets profiler: MM JoshiMurli Manohar Joshi rangerer som nummer tre i BJP efter Vajpayee og Advani. Joshi er bramin af kaste, og kommer fra Uttar Pradesh. Han er fysiker og ansat ved universitet i Allahabad, men det er ikke Bohr og Einstein, der ligger hans hjerte nærmest. Da han blev minister for udvikling af menneskelige ressourcer, m.a.o. for uddannelse, var hans mission er at indføre et større mål af Hindu videnskab. Derfor promoverede han vedisk matematik, astrologi og yoga i skoler og på universiteter. For at give det klassiske sprog sanskrit en ny glansperiode oprettede han en række lærestole i talt sanskrit. Forskningsrådenes medlemmer blev skiftet ud for at give plads til mere nationalt sindede, ofte braminer fra samme område som Joshi. Skolebøgerne blev renset for islamvenlige udlægninger. Studenterne skulle gradueres efter deres intelligens kvotient, deres følelselses- kvotient og deres spirituelle kvotient. Joshi er ikke alene. Der har længe eksisteret et substrat af nationalister, som ønsker at opgrade Indiens historie til verdenshistoriens omdrejningspunkt (se William Smiths grundige artikel i SYDASIEN 4/03, side 29-33). For dem er det vigtigt, at tilbageføre den indiske historie, så den ligger forud for det øvrige Asiens. Arierne er ikke et hyrdefolk, der kom til Indien fra Centralasien. Og hesten kom ikke til Indien med arierne udefra. Nej, Indus-kulturen, som blomstrede indtil for cirka 3500 år siden, var arisk, og arierne havde heste. Hindutva revisionisternes historieomskrivning har bragt BJP i konflikt med en lang række indologer og historikere. Da Romila Thapar for et par år siden gik af som historieprofessor ved Jawaharlal Nehru universitetet i New Delhi, fik hun tilbudt en stilling ved Library of Congress i Washington DC. Det førte til en internet blitzkrieg, hvor specielt indere bosat i USA protesterede mod at ”kommunist” skulle kunne bestride denne stilling. Romila Thapar er én af Indiens kendteste historikere, og det lykkedes ikke internet-krigerne at forhindre hendes ansættelse. Selv ser hun sig som en repræsentant for en liberal og uafhængig historietradition. Hun har blandt andet kritiseret at toneangivende skolebøger i de offentlige skoler ikke diskuterede kastevæsnets rolle i indisk historie, og at regeringen forbød en udgivelse af det centrale kildemateriale fra tiden omkring 1947 fra National Archives of India. En anden internet baseret kampagne pågår mod en amerikansk religionshistoriker ved navn Paul Courtright. Hans ”problem” er, at han har tilladt sig at fortolke elefantguden Ganesh’s snabel som et fallos-symbol i en bog fra 1985. I Hindumytologien er Ganesh søn af Shiva. Ganesh fik sit elefanthoved da hans far ved en fejltagelse kom til at hugge hans hoved af da Ganesh ikke ville tillade nogle at nærme sig sin mor, Parvati, mens hun tog bad. Da fejlen blev opdaget erstattede Shiva det afhuggede hoved med hovedet af en elefant. Hvor Shiva er seksuelt hyperaktiv, er Ganesh seksuelt afholdende. Courtright forsøger at analysere dette far-søn forhold psykoanalytisk, men den slags må man ifølge hinduismens vogtere i Vesten ikke skrive. Også en anden af psykoanalytisk orienteret amerikansk akademiker, Wendy Doniger, er blevet kritiseret for sine fortolkninger af Hindu mytologien. En anden aktuel sag drejer sig om religionshistorikeren James Laine og hans bog Shivaji: Hindu King in Islamic India (se också Björn Hettnes artikel i SYDASIEN 2/04). Shivaji er en indisk nationalhelt fra Deccan, som i 1600-tallet tog kampen op mod det muslimske overherredømme. I bogen behandler Laine blandt andet forholdet mellem Shivajis forældre. Blandt andet citerer Laine nogle mennesker på Shivajis hjemegn for at så tvivl om hvem er var Shivajis far. Som straf for denne fornærmelse angreb en selvbestaltet brigade det institut i byen Poona, som Laine havde været tilknyttet. Dette institut, Bhandarkar Oriental Research Institute, er kendt for studiet af sanskrit og af Indiens historie. Ikke nok med at én af instituttets medarbejdere fik sværtet sit ansigt sort: inventar blev ødelagt, klenodier beskadiget, og Laines bog trukket tilbage af forlaget. Marodørerne lagde også sag an mod Laine. Det var jo hans bog, der havde forårsaget uroen! Siden diskuterede man, om Indien skal gå til Interpol for at få Laine udleveret til retsforfølgelse i Indien. Ministerpræsident Vajpayee tog først afstand fra denne fremfærd, men skiftede så standpunkt. I marts sagde han: ”Dette er en advarsel til alle udenlandske forfattere om ikke at udfordre vores nationale stolthed. Vi er parate til at forfølge sagen…..” [Oversat fra: it is a warning to all foreign authors that they must not play with our national pride. We are prepared to take action against the foreign author (referring to Laine) in case the state government fails to do so – Atal Behari Vajpayee, Beed March 20th, Indian Express March 24, 2004.] Disse kontroverser ligger alle i forlængelse af MM Joshis forsøg på at revidere indisk historie. Det er derfor værd at bemærke, at Joshi mistede sin plads i det indiske parlament. Han tabte simpelthen valget i sin hjemby Allahabad. Indologer og historikere kan vejre morgenluft. Man kan forvente at den kommende regering vil omgøre en del af de beslutninger, som Joshi traf på uddannelsesområdet. Men det vil ikke nødvendigvis betyde at indere med internet-adgang vil afholde sig fra at føre Hindutva længere ind i cyberspace. Arun Shourie: Ej blot til ITDet var Kongressen, som i 1991 indledte liberaliseringen, men det er BJP som nu tegner den. Én af mændene bag denne politik er Arun Shourie. Med en amerikansk uddannelse i forvaltning og en fortid i Verdensbanken ligner Shourie ved første øjekast en teknokrat, men i virkeligheden er han én af Indiens skarpeste skribenter. Som journalist ved avisen Indian Express kritiserede han i 1970erne og 1980erne Kongres partiets autoritære og fascistiske tilbøjeligheder. Han var en fremtrædende borgerrettighedsforkæmper, som dokumenterede magtmisbrug og politivold, og han motiverede den indiske højesteret til at føre en aktiv linje for at sikre de svageste i samfundet deres grundlovssikrede rettigheder. Da militante sikher i 1980erne forsøgte at løsrive sig fra Indien, spiddede han deres sammenblanding af religion og politik. Hans kritik af islams historiske rolle på subkontinentet og af Pakistans skolevæsen og politik har været vedholdende og nådesløs. I bogen ”Missionaries in India” fra 1994 viser han sig som en næsten ligeså arg kritiker af de kristne i Indien. Her anklager han kolonitidens kristne stridsmænd for (med deres egne ord) at ville ”omringe, underminere og til sidst storme braminismens højborg”. Selv de moderate og synkretistiske kristne kirker i dagens Indien mistænker han for at ville splitte og ”de-nationalisere” hinduerne gennem deres arbejde blandt Indiens urbefolkning og de urørlige. Gennem dette omfattende forfatterskab bevægede Shourie sig efterhånden tættere og tættere på BJP. Efter at have fået en plads i Overhuset, inviterede BJP ham ind i regeringen med ansvar for korruptionsbekæmpelse og for reform af Indiens planøkonomi. Senere blev han minister for privatisering af statslige virksomheder, for kommunikation, og for IT. Hvor Shourie tidligere hudflettede magthaverne i Indien, lader han nu en mild regn af lovord dale ned over indiske entreprenører uden heller at forklejne NDA-regeringens rettidige omhu. Samtidig fører han en nålestikskampagne mod det ”backlash” i USA og Europa, der vil lægge hindringer i vejen for den indiske ekspansion. Tyskland er næste mål for indisk industri. Det gælder om at bide sig fast dér, før de nye EU-lande gør det. Derudover er der Kina og Japan, hvor han spår indisk kapital og know-how en stor fremtid. Det anslås at 40% af Indiens økonomi er sort. Den sorte økonomi strækker sig langt ind i selv store veletablerede virksomheder. IT-sektoren er en undtagelse. At Indien her har i det mindste én sektor, der kan konkurrere på ærlig vis, har bestyrket indernes tro på sig selv og på deres kultur og religion. Mens et ydmyget Pakistan må trække sine jihadis tilbage i skyggerne, har Indien stolt kunne spille med musklerne. Den økonomiske optimisme er blevet et udtryk for hinduismens genrejsning. Men alt dette har ikke sikret BJP en valgsejr. Tværtimod kritiseres BJP og NDA netop for privatiseringerne og for at IT-bølgen kun har været til gavn for de rigeste. Dette er ikke helt fair: Selve valget er gennemført ved hjælp af elektronisk stemmeafgivning i hele landet. Men det er tydeligt at den økonomiske politik, som Shourie har ført på sit eget solide Hindutva grundlag, har givet færre stemmer end beregnet. Sejrens profilerValgets sejrherrre er Kongres Partiet ledet af Sonia Gandhi med hjælp fra blandt andre sønnen Rahul. Ved sidste valg fik Kongres Partiet 28% af stemmerne og 112 pladser i parlamentet. Halvdelen af Indiens muslimer stemte dengang på Kongressen. Også blandt dalit og stammefolk har partiet en bred opbakning. I store dele af Indien er Kongres Partiet blevet de mindre bemidledes og kvindernes parti – på trods af at partiet ledes af en dynastisk elite. Som noget nyt har ledende Kongrespolitikere sat kaste-kvoter i den private sektor på den politiske dagsorden. Der har længe været betydelige kvoter for dalitter og andre i den offentlige sektor. At indføre en lignende ordning i den private sektor har indtil nu aldrig været forsøgt. Kongressen har også fokuseret på bøndernes problemer. Den sidste monsun var rigtig god, men i årene forinden led millioner af landmænd under manglen på vand. Tusindvis af gældstyngede bønder har begået selvmord. Globalt set er indernes levevilkår målt med UNDP’s skala for 2001 nede på en 127. plads. Det er tilsyneladende lykkes Kongres Partiet at mobilisere mange vælgere fra disse grupper samt blandt de, som har mistet deres job som resultat af privatiseringerne. Samtidig har konkurrencen fra Bahujan Samaj Party (BSP) ikke været stor nok til at undergrave Kongres Partiets valgresultat. BSP forsøger eksplicit at mobilisere de lave kaster i Indien, altså de samme grupper som Kongres Partiet er afhængige af. BSP opstillede meget optimistisk i endnu flere valgkredse end Kongres Partiet, men fik samlet et dårligt valg. Dette skyldes nok at dets kvindelige leder, Mayawati, er involveret i en korruptionsaffære og at partiets stifter, Kanshi Ram, er blevet ramt af sygdom. I de folke- og mandatrige delstater i nord (Uttar Pradesh og Bihar) klarede både Kongres Partiet sig ret dårligt. Her løb bondekastebaserede partier ledet af Mulayam Singh Yadav, Laloo Prasad Yadav og Ajit Singh med mange mandater. Disse partier udgør nu en tredje blok i parlamentet, hvor de indtil videre nok vil støtte Kongres Partiet sammen med Kommunistpartierne CPI og CPM, som begge fik et godt valg. Kongres Partiet og dets allierede fik i alt 219 pladser i parlamentet. STIG TOFT MADSEN |